Efter et halvt liv i centrum af Schmidt Hammer Lassen arbejder Bjarne nu fra sin villalejlighed på Frederiksberg, hvor han har indrettet et bæredygtigt designstudie, Studio Hammer.
Jeg voksede op med byggebranchen. Min far var tømrer, min farfar var tømrer, og både min fætter og min onkel var arkitekter. Snakken i familien handlede tit om at håndtere byggeri og navigere i de omstændigheder, byggebranchen nu var i. En af mine bedste legepladser som barn var gulvet i værkstedet med træklodser og savsmuld. Jeg vil ikke sige, at jeg byplanlægning, men det handlede i hvert fald om at etablere noget, der ikke var der. I hele mit liv har duften af træ altid mindet mig om noget trygt og positivt.
Klimaansvarlighed og bæredygtighed
Klimaansvarlighed og bæredygtighed er ubetvivleligt den vigtigste dagsorden lige nu. Det betyder ikke, at vi må glemme det mest grundlæggende i design – at ting skal være fornuftige at bruge, smukke at se på og rare at røre ved. Klimaansvarlighed er et ‘add on’ oven i form, funktion, æstetik og tekstur, og det er lige så vigtigt som dem. Den holdning håber jeg, at jeg kan være med til at udbrede. Bæredygtighed er en praksis, der kan brede sig som ringe i vandet, men nogen skal smide den første sten. Hvis jeg kan være med til at gøre en positiv forskel, vil jeg være meget tilfreds.